Vingården
Vi byder indenfor på Høbjerggård Vingård, der ligger i hjertet af Nordsjælland.
På gården producerer vi både hvidvin, rosevin, rødvin og dessertvin, og det er her kan man smage vores vine og opleve vineriet helt tæt på.
Vi dyrker planterne med respekt for naturen, og en af vores kerneværdier er at producere vin af høj kvalitet. Derfor stiler vi efter at være gode vin-håndværkere, og vi opsøger viden om pasning af planter og vinproduktion i både ind og udland. I vores produktion af vine indgår både danske og udenlandske eksperter.
Den hyggelige stråtækte vingård ligger idyllisk i bakket terræn lige udenfor Helsinge med Nationalpark Kongernes Nordsjælland som nabo. Vi har etableret vores vineri i den gamle hestestald i den ene længe. Vineriet er indrettet med respekt for bygningen, og vi har bevaret stilen med staldvinduer og træplanker.
Da vi købte gården i 2016, var det ønsket om at bo midt i naturen med masser af plads til børn, børnebørn, familie og gæster, der blev realiseret. Drømmen om vingård kom snigende, da vi var flyttet ind og nød synet af tre 3 hektar jord, og i 2018 sagde Ann-Jeannette sit job op for at hellige sig hvervet som fuldtids vinbonde.
I 2019 blev de første planter sat, og med hjælp fra venner, familie og naboer, plantede vi i alt 3.000 planter fordelt over tre marker ved seks forskellige røde og hvide druer.
Siden da er vinstokkene vokset og druerne modnet, så vi i 2022 kunne lave de allerførste flasker. Og hvert år bærer stokkene flere og flere druer, så vores produktion for alvor er kommet i gang.